Af Benjamin Damon
Vi befinder os i en tid, hvor den hyperaktuelle flygtningedebat synes mere polariseret og hård i tonen end nogensinde før. Debatten synes at glemme både individualiteten og menneskeligheden i disse personers historier. Hvilke rædsler har de mon været igennem for at være tvunget til at tage til Danmark? Og hvordan skal man dog forsøge at integrere sig i et samfund, hvor man ikke kan føle sig sikker på at måtte blive?
Disse spørgsmål forsøger Min bror, mit hjem bl.a. at besvare. Samtidigt er den en ekstremt rørende beretning om to afghanske brødre, der genforenes i Danmark efter at have været adskilt i 9 år. Den ældste af de to, Popal, flygter fra Talibans træningslejr og kommer hertil som blot 15-årig i 2010. Han får relativt hurtigt asyl, lærer dansk og integrerer sig. Hans lillebror, Darmal, bliver tilbage i Afghanistan men kommer endelig til Danmark i 2016. Det er hans kamp for at få asyl, som filmen følger.
Med hjælp fra Popal og et helt fantastisk præstepar, der tager brødrene til sig, som var de deres egne børn, gør Darmal alt, hvad han kan for at få lov til at blive i landet. Han får gentagne gange afslag, men giver ikke op. For han er bange for at skulle tilbage til Afghanistan – han frygter simpelthen at blive slået ihjel.
Instruktør Kathrine Ravn Kruse formår at skildre intime og emotionelt tunge scener på nærværende vis. Vi er med ved middagsbordet, når familien diskuterer svære problemstillinger, helt som var vi selv en del af familien. For en dokumentar, der i så høj grad holder sig på det observerende plan, er det essentielt, at de involverede føler sig komfortable med kameraets tilstedeværelse – og det får man virkelig følelsen af, at de gør her.
Når vi en gang imellem tages med i stiliserede slowmotion-sekvenser af brødrene, føles det ikke malplaceret, men snarere tiltrængt. Det er et pusterum, hvor man som seer får lov til at reflektere og bearbejde den meget følelsesladede stemning, som filmen bærer præg af. En smuk men diskret score tilfører det hele en drømmelignende kvalitet, som varer lige indtil man hives tilbage til virkeligheden.
For virkeligheden er stadig hård og kynisk, og Darmal har svært ved at holde gejsten oppe. Han er konstant under pres for at skulle lære dansk og fremstå så integreret som muligt over for flygtningenævnet. Popal hjælper ham alt, hvad han kan, men selv han mister af og til tålmodigheden med sin bror. Her træder præsteparret til og husker ham på, hvor vigtigt det netop er, at han bliver ved med at tro på Darmal.
Da Popal på et tidspunkt siger: “Jeg har så mange positive planer i mit liv, og jeg kan ikke klare det alene”, er det da også tydeligt, hvor meget det her betyder for ham. Hans dedikation og kærlighed til den bror, som han ikke var sammen med i 9 år (!), er intet mindre end unik. Det er umuligt at holde tårerne tilbage. Både fordi det er dybt rørende på et direkte plan, men også fordi man ikke kan undgå at lede tankerne hen på fx de børn, som sidder i al-Hol-lejren lige nu og risikerer at miste netop de relationer, som er så vigtige. Man kan kun håbe, at der er nogle politikere, der ser med, når Min bror, mit hjem vises på CPH:DOX. På blot 75 minutter formår Ravn Kruse at fortælle en helstøbt og meget vigtig historie.
Kommentarer